Om kunstneren
Mine malerier har altid et figurativt udgangspunkt, uden dog at være fotografiske gengivelser af virkeligheden. Jeg bearbejder et eller flere fotografier i computeren, og foretager de "sammenklip", rettelser og ændringer, der skal til for at motivet fremstår, som jeg ønsker, i den rette balance og med de rette farver. Her er lys og skyggevirkninger som oftest et vigtigt element, lige meget hvilket motiv, jeg går i gang med. Billedet optegnes herefter på lærredet med relevante tilvalg og fravalg af detaljer. Denne blyantstegning er en vigtig base for det videre arbejde med maleriet.
Maleteknikken afhænger selvsagt af hvilket udtryk, det færdige arbejde skal have, men fælles for de fleste af mine maler er, at farven påføres i et lag, uden væsentlige ændringer og overmalinger.
I mine tidlige arbejder var motivkredsen opstillinger fra den lokale losseplads, nedbrudte bygninger, godt slidte opslagstavler mv. Efterhånden har mange andre arbejdsfelter så trængt sig på, herunder maskinbilleder, skovbilleder parkmotiver mv. På det seneste, har jeg prøvet, at vende tilbage til sort/hvide negativer, som jeg fotograferede i 80-erne, og ladet dem være udgangspunkt for nye malerier.
Søger man et fælles træk i mine malerier, er det vel forgængelighed eller naturens generobring af materialerne.